Der er et berømt sted i Norsk historie: Heisenberg skal bruge tungt vand til sine eksperimenter med atomkernespaltning – det er under krigen og nazisterne leder efter et nyt effektivt våben – det tunge vand sænker farten på de neutroner, som Heisenberg bruger ved at få dem til at bounce frem og tilbage mellem hydrogenatomerne og det forøger sandsynligheden for at de rammer atomkernen dybt inde i uranet, hvilket kan udløse en stor mængde energi og starte en kædereaktion. Det tunge vand er tungt, fordi hydrogenatomerne er ioniserede. Ioniseret vand udgør en lille del af almindeligt vand og skal derfor udskilles. Dette gøres på dette tidspunkt bedst af en fabrik ved elven Måna lidt udenfor byen Rjukan i Norge. Heisenberg bestiller vandet fra det han opfatter som en ny tysk provins. Englænderne beslutter at spænde ben for projektet ved at sprænge fabrikken i luften.
Der eksisterer en Hollywood-film om dette: Først sender de tre store svævefly afsted med 6 specialtrænende soldater på hver. Alle tre fly falder ned i det uforudsigelige norske vejr og soldaterne omkommer eller bliver fanget, tortureret og skudt (hedder det i fortællingerne). Englænderne ved ikke, hvad de skal gøre. Skal de sende flere svævefly afsted? Det virker som rent selvmord. En nordmand som er under træning som soldat i området hører om problemet og foreslår at sende en gruppe med nordmænd som kastes ud med faldskærm og bevæger sig til fods (læs: ski). De kender terrænet og kan snige sig ind og sabotere fabrikken. Englænderne indvilger og 6 nordmænd kastes ned langt fra fabrikken. De har fjeldudstyr med og bevæger sig rask gennem landskabet, som de jo kender. For at gøre en lang historie kort (man kan jo se filmen om aktionen: “Telemarkens helte” med Kirk Douglas som arketypisk stærk og ærlig nordmand i hvid anorak): De når frem og får placeret sprængstoffet og fabrikken ryger i luften. Produktionen af tungt vand er stoppet.
Det er en god historie. Det er efterspillet også: Lidt mere et år senere har tyskerne selvfølgelig genopbygget fabrikken. Den er nu kraftigt bevogtet og alle ved, at hvis der sker noget nyt, som fx en ny eksplosion, vil en god del af indbyggerne i den nærliggende landsby blive skudt som gengældelse. Fabrikken virker umulig at sabotere. Men det tunge vand skal jo til Tyskland, hvor Heisenberg venter på det. Det transporteres med tog og toget skal over en sø, Tinnsjøen, én af de dybeste søer i Europa. Færgen over søen er det svage led! Modstandsfolkene (de samme som sidst, der har holdt sig skjult i Hardangermarken lidt syd for Norges største gletsjer og – siger myterne – har overlevet på rødder og dyr de har kunne fange) anbringer sprængstoffer i færgen og venter på toget. Da det er ombord og færgen er kommet ud midt på søen sprænger den i luften.
På færgen var der, ud over toget, en del mennesker: de tyske vagter, togpersonel, besætningen og nogle passagerer. Omkring 50 liv alt i alt (siges det). Man kan ikke lade være med at tænke: hvem var disse folk? Hvad lavede de ombord på denne færge som åbenbart skulle transportere tophemmeligt materiale til besættelsesmagtens atombombeudvikling? Og hvad med sabotørerne: Er det god dømmekraft eller måske blot handlekraft at tage beslutningen: I dette tilfælde er det i orden at dræbe disse mennesker. Var der børn ombord på færgen? Hvad lavede passagererne til daglig? Hvem var de?
Her er situationen: Sprængstoffet antændes og eksploderer. Det er lagt til rette forrest i skibet som meget hurtigt gennem store huller tager vand ind og vipper bagenden opad. Det får togsættet til at rive sig løs og bevæge sig tungt frem mod stævnen. Her sætter det med sin vægt yderligere fart på vandindtaget og dermed sænkningen: Hurtigt kommer hele forenden under vand og skibet går ind i en stejl krængning, hvilket får de bageste togvogne til at falde fremad ud til siden. Her trækker de resten af vognene af færgens skinner, og togsættet tumler ud af færgen og synker tungt mod bunden af søen 450 meter nede, efterfulgt af færgen som først balancerer med bagenden oppe og derefter får momentum af det indtrængende vand. Skibet forsvinder fra fjordens overflade med et overraskende roligt skvulp og alt bliver stille.
På vandet flyder de sidste rester : stole, borde, redningskranse, døde kroppe og enkelte overlevende. Én af dem er muligvis den norske færgemand som uvidende har mødt sabotørerne den aften de anbringer sprængstoffet. Èn af sabotørerne beskriver angiveligt senere, hvordan han havde givet en af færgemændene hånden og på kryptisk vis ønsket ham held og lykke. Af frygt for at blive opdaget kan han ikke fortælle noget til nogen. Efter krigen, fortælles det, tog samme sabotør med Thor Heyerdahl på den første Kontiki-ekspedition. Heyerdahl, som ofte fremstilles som en egomanisk og charmerende eventyrer uden egentlig forståelse for videnskabelig metode, fandt sammen med sabotøren et brugbart projekt spændt ud mellem mål og middel. Et sted de kunne være. For manden på færgen forholder det sig anderledes.
Det man kan forestille sig: Han ligger dér og plasker rundt i resterne fra færgen; måske er der døde og folk som skriger på hjælp. Hans verden er lige blevet sprængt luften, færgen er på vej mod sidste hvilested 450 meter under ham. Hvad skete dér? Måske tænker han endnu ikke på det mærkelige håndtryk og det kryptiske “held og lykke”. Måske aner han en sammenhæng et sted. Måske tænker han på krigen og færgen og på hvad fanden tyskerne havde i togvognene siden nogen ville sprænge dem i luften. Måske tænker han bare på at komme ind til bredden og på at overleve. Senere, når han ér reddet, og sidder et eller andet sted og tænker det hele igennem, tror jeg, at han vil tænke på dét han har mistet: det gode job med at sejle frem og tilbage over søen, den smukke udsigt til bjergene fra dækket, det klare vand med den dybe mørke farve, de skiftende årstider og sæsoner: de dejlige somre på vandet, de kolde og dunkle vintre med den hvide is og sneen på soldækkene.
Færger er sit eget lille univers: Han kender som regel passagererne, han har gået i skole med dem, eller han er i familie med dem, eller han kender nogen, som kender dem. Der er altid noget, man har til fælles. Og de andre på færgen kender han: Kaptajnen og styrmanden og de andre dæksfolk: en ret rolig forsamling af mænd som kan lide at sejle de daglige ture med færgen og som ikke bliver trætte af at sejle frem og tilbage på den dybe og omskiftelige sø. Alle disse mennesker er samlet ombord på netop denne færge: Dét er hans univers. Og nu er det væk. Der vil komme andre færger og andre besætninger og andre passagerer, men denne ramme og denne sammenhæng er væk – for altid. Og han tænker måske på sabotøren, som nu sejler med Thor Heyerdahl til Polynesien og på Heisenberg, som har en bemærkelsesværdig karriere på Max Planck fysikinstituttet i Göttingen, og på verdenskrigen som varede mere end 5 år og rullede som en morderisk maskine hen over kloden.
Og måske kender han efterhånden lidt til historien om Heisenberg og det tunge vand, måske har han omsider fået set Telemarkens Helte med Kirk Douglas. Måske har han set en af de mange dokumentarfilm om Einstein og den berømte ligning om, at energi er lig med masse gange lysets hastighed i anden, ”E = MC2”, og måske ved han, at det var lighedstegnet som gjorde Heisenberg arbejde med atombomben mulig, og at det var E’et at Heisenberg forsøgte at lukke ud. Måske begynder han at fornemme, at sammenhængen er mere end ren matematik. At togsættet som synker under ham, dengang i vandet, hvor han kun lige akkurat reddede livet, mens en masse andre – han venner og bekendte – døde, netop synker på en bestemt måde. At togsættes hastighed mod bunden af fjorden ikke kun er en funktion af massen af det tunge, ioniserede vand og de stålbeholdere som omslutter det og de vognsæt, som de er boltet på. Det er også en funktion af de sammenvævede motiver og intentionaliteter som udgør universet omkring dem. Fra Hitler til Chamberlain, fra Heisenberg til Bohr. Store bølger af vredet rumtid der får færger til at synke og mennesker til at dø. Og måske tænker han igen på dagene på færgen og søen. På passagererne og besætningen. Sammen på vej over søen. Det var gode dage. Og nu er de væk.
