18/12/2018,

I udkanten af storbyen Curitiba i delstaten Santa Catarina i det sydøstlige Brasilien ligger det fængsel hvor den forhenværende præsident for Brasilien, Luis Inácio Lula da Silva eller bare Lula, sidder spærret inde. Fængslet er strengt komponeret, firkantet og gråt, og på forsiden er der skrevet “Policia Federal” med store guldbogstaver. Det er omgivet af en pænt blåt trådhegn og alt virker ekstremt velholdt. Opmærksomme vagter sidder i små skilderhuse ved de to porte ind. Kameraer på fængslets sider holder øje med området.

Lula er dømt for at have modtaget bestikkelse. Lulas folk mener, at der er tale om en sammensværgelse, et set-up som er udført parallelt med det de kalder “kuppet” mod Lulas efterfølger Dilma Rousseff, der blev afsat i 2016 for at have fiflet med statens budgetter efter en dramatisk rigsretsag. I tiden efter er landet blevet styret af den ikke særligt vellidte teknokrat Michel Temer og nu holder alle vejret mens de venter på indsættelsen den 1. januar af den nyvalgte præsident, den højre-populistiske og militante Jair Bolsonaro, som i en af sine første handlinger efter valget udnævnte den dommer, der dømte Lula til 12 års fængsel, til justitsminister i sin kommende regering.

Udenfor fængslet ligger en lille lejr. Lavet i protest mod fængslingen. På initiativ af Partido dos Trabalhadores, Arbejderpartiet, Lulas parti. Jeg har taget en Uber herud fra centrum af byen. Chaufføren er en ældre kvinde, der ellers lever af at sælge hospitalsudstyr, som, da det går op for hende, hvor vi skal hen, betror mig, at hun altså stemte på Bolsonaro. Det er nu ikke noget der overrasker mig. Stort set alle jeg har mødt i Curitiba de tre dage jeg har været her har oplyst at de stemte på Bolsonaro. Og de går allesammen ud fra, at jeg er på det samme hold. Især når jeg fortæller, at jeg kommer fra Danmark. Af besynderlige grunde vil folk i Curitiba gerne være ligesom danskerne.

– De fattige er dovne, erklærede en ung kvinde med affarvet blond hår jeg kom i snak med foran et lokalt kulturhus, hvor hun er ved at arrangere en børneteater-forestilling. Hun var meget imod sociale ydelser. Ikke engang “bolsa familia” kunne hun acceptere. Bolsa familia “Familiestøtten” er en minimal ydelse på nogle hundrede kroner pr. måned som man kan få, hvis man har børn og sørger for, at de kommer i skole. – Den slags hjælp gør kun de fattige endnu mere slappe og dovne, mente hun.

En lille ældre mand byder mig velkommen da jeg kommer ind i lejren. Velkomsten er varm og han forsikrer mig om, at hans portugisisk sikkert er lige så dårligt som mit. Han får hurtigt tilkaldt en ung kvinde. Hun byder mig velkommen og siger, at hun vil vise mig rundt. Hun har håret sat op, bærer en stor sort indiansk ørering i venstre øre og smiler bredt det meste af tiden. Hun hedder Luana Rodrigues og er fra “Movimento dos Trabalhadores e Trabalhadores Rurais Sem Terra” En bevægelse som kæmper for rettigheder til arbejdere og jordløse landarbejdere.

Luana er er koordinator for lejren i dag. Den består af et stort hvidt telt med et mindre rødt telt foran. I det røde telt sælges der Lula T-shirts, Lula- kaffekrus og Lula-badges. “Kunst og modstand” står der på teltet. Der står et lille juletræ af plastik på en disk foran et lille lager af ris og bønner. Juletræet har små røde kugler på grenene. På dem alle står der “Lula livre”, “sæt Lula fri”. Foran indgangen står en en lille grøn kridttavle på et staffeli. På tavlen står der “Estamos há 253 dias de resistencia” – vi er på dag 253 i modstandskampen. Ved siden af teltet sidder en gruppe aktivister og spiller musik. Fem mænd, en kvinde, nogle guitarer. Stemingen er trist og afdæmpet.

Luana spørger, om jeg også vil se deres kulturcenter.

-Er der mere end det her? spørger jeg forbavset.

-Ja, siger hun, vi har da et helt hus.

Hun går i forvejen ud af det indelukke, som teltene står i og går bestemt hen forbi sideporten ind til fængslet. Vagten kigger roligt efter os. På den anden side går hun over vejen og ind gennem en dør i en hvid stålport. Bag døren ligger et stort hus med en kaffebar foran og en lang mur med malerier som fører ned til et lille forsamlingshus med hvide plastikstole. To kvinder hilser på hinanden udenfor. De går ind. Der er et møde for “Clubo de Feministas” idag forklarer Luana. Jeg begynder at ane en sammenhæng mellem de politiske fanger i fængslet og alle aktiviteterne udenfor. Man er vant til have folk i fængslet her. Og på et tidspunkt har man skaffet penge til et helt hus. Det forklarer også malerierne på muren. De er omhyggeligt udførte og forestiller Marx, Engels, Lenin, Fidel Castro og Hugo Chavez. Farverne er klare og muren velholdt. Hele huset er et center for politisk arbejde.

På vejen ud ser jeg en ung fyr med bagvendt kasket og langt hår der sidder op ad huset. Bag ham hænger et stor plakat der viser Lula blive båret og hyldet af en begejstret folkemængde. En glad Lula med blomster i et hav af glade ansigter omgivet af vejende røde faner. Fyren griner, da jeg spørger om jeg må tage et billede og viser L-tegnet med sin hånds tommel og pegefinger. L for “Lula”.

Vi går tilbage til lejren. Luana fortæller om huset og lejren og om protesten mod fængslingen. Hun viser mig stolt fanerne fra de forskellige grupper og bevægelser som støtter aktionen. Vi støder ind i en kvinde i rød trøje med nummer 13 skrevet inde i en stjerne. 13 er nummeret på Arbejderpartiet får jeg at vide. Kvinden hedder Marinauva de Melo Silva og er skolelærer fra delstaten Piaui oppe i nordøst-Brasilien.

Marinauva er kommet ned for at deltage i protesten nogle dage. Hun overtaler sikkerhedskoordinatoren til at tage nogle billeder af os til sin facebook-profil. Han indvilliger godmodigt. Det er en rolig dag. Aviserne har rapporteret at militante bolsonaro-tilhængere pønser på at angribe lejren med våben. Men det er svært at forestille sig et voldsomt optrin her. Alle er meget søde og meget triste. En ældre skægget aktivist stikker ansigtet frem og griner. Han vil også fotograferes. Jeg tager nogle billeder. Marinauva tager nogle billeder. Sikkerhedsfyren tager nogle flere billeder. Alle tager billeder af hinanden. Min Uber-chauffør, der har præsenteret sig som Marcela Sofia Drews, bliver grebet af den gode stemning og vil også være med på billederne. Det er som om det ikke rigtig er gået op for hende, hvor hun befinder sig. Hun vil gerne have billederne til sin facebookside siger hun.

Da vi sætter os ind i bilen igen beder jeg hende om trykke på hornet. Den festlige lyd får et par aktivister på benene inde bag hegnet. Jeg vinker til dem. De trænger til at blive opmuntret. De virker noget fortabte. Dér i protestlejren foran det strenge fængsel på en baggrund af anakronistiske vægmalerier, rød kamp og røde stjerner.

Igennem to perioder som præsident styrede Lula Brasilien til mere og mere velstand. Flere og flere kom ind i middelklassen. Nu har den samme middelklasse så valgt en militærmand til at stå ved roret. Capitão Bolsonaro, som han bliver kaldt.

-Ja, han virker godt nok noget skør, siger Marcela, da vi snakker om det mens vi kører. Og så griner hun forlegent.

– Vi må håbe det bedste.

– Ja, siger jeg, mens vi kører tilbage til Curitiba. På en mur har nogen skrevet “Bolsonazis!” med store røde bogstaver.

-Vi må håbe det bedste.