Kategori: Uncategorized (page 2 of 2)

18/12/2018,

I udkanten af storbyen Curitiba i delstaten Santa Catarina i det sydøstlige Brasilien ligger det fængsel hvor den forhenværende præsident for Brasilien, Luis Inácio Lula da Silva eller bare Lula, sidder spærret inde. Fængslet er strengt komponeret, firkantet og gråt, og på forsiden er der skrevet “Policia Federal” med store guldbogstaver. Det er omgivet af en pænt blåt trådhegn og alt virker ekstremt velholdt. Opmærksomme vagter sidder i små skilderhuse ved de to porte ind. Kameraer på fængslets sider holder øje med området.

Lula er dømt for at have modtaget bestikkelse. Lulas folk mener, at der er tale om en sammensværgelse, et set-up som er udført parallelt med det de kalder “kuppet” mod Lulas efterfølger Dilma Rousseff, der blev afsat i 2016 for at have fiflet med statens budgetter efter en dramatisk rigsretsag. I tiden efter er landet blevet styret af den ikke særligt vellidte teknokrat Michel Temer og nu holder alle vejret mens de venter på indsættelsen den 1. januar af den nyvalgte præsident, den højre-populistiske og militante Jair Bolsonaro, som i en af sine første handlinger efter valget udnævnte den dommer, der dømte Lula til 12 års fængsel, til justitsminister i sin kommende regering.

Udenfor fængslet ligger en lille lejr. Lavet i protest mod fængslingen. På initiativ af Partido dos Trabalhadores, Arbejderpartiet, Lulas parti. Jeg har taget en Uber herud fra centrum af byen. Chaufføren er en ældre kvinde, der ellers lever af at sælge hospitalsudstyr, som, da det går op for hende, hvor vi skal hen, betror mig, at hun altså stemte på Bolsonaro. Det er nu ikke noget der overrasker mig. Stort set alle jeg har mødt i Curitiba de tre dage jeg har været her har oplyst at de stemte på Bolsonaro. Og de går allesammen ud fra, at jeg er på det samme hold. Især når jeg fortæller, at jeg kommer fra Danmark. Af besynderlige grunde vil folk i Curitiba gerne være ligesom danskerne.

– De fattige er dovne, erklærede en ung kvinde med affarvet blond hår jeg kom i snak med foran et lokalt kulturhus, hvor hun er ved at arrangere en børneteater-forestilling. Hun var meget imod sociale ydelser. Ikke engang “bolsa familia” kunne hun acceptere. Bolsa familia “Familiestøtten” er en minimal ydelse på nogle hundrede kroner pr. måned som man kan få, hvis man har børn og sørger for, at de kommer i skole. – Den slags hjælp gør kun de fattige endnu mere slappe og dovne, mente hun.

En lille ældre mand byder mig velkommen da jeg kommer ind i lejren. Velkomsten er varm og han forsikrer mig om, at hans portugisisk sikkert er lige så dårligt som mit. Han får hurtigt tilkaldt en ung kvinde. Hun byder mig velkommen og siger, at hun vil vise mig rundt. Hun har håret sat op, bærer en stor sort indiansk ørering i venstre øre og smiler bredt det meste af tiden. Hun hedder Luana Rodrigues og er fra “Movimento dos Trabalhadores e Trabalhadores Rurais Sem Terra” En bevægelse som kæmper for rettigheder til arbejdere og jordløse landarbejdere.

Luana er er koordinator for lejren i dag. Den består af et stort hvidt telt med et mindre rødt telt foran. I det røde telt sælges der Lula T-shirts, Lula- kaffekrus og Lula-badges. “Kunst og modstand” står der på teltet. Der står et lille juletræ af plastik på en disk foran et lille lager af ris og bønner. Juletræet har små røde kugler på grenene. På dem alle står der “Lula livre”, “sæt Lula fri”. Foran indgangen står en en lille grøn kridttavle på et staffeli. På tavlen står der “Estamos há 253 dias de resistencia” – vi er på dag 253 i modstandskampen. Ved siden af teltet sidder en gruppe aktivister og spiller musik. Fem mænd, en kvinde, nogle guitarer. Stemingen er trist og afdæmpet.

Luana spørger, om jeg også vil se deres kulturcenter.

-Er der mere end det her? spørger jeg forbavset.

-Ja, siger hun, vi har da et helt hus.

Hun går i forvejen ud af det indelukke, som teltene står i og går bestemt hen forbi sideporten ind til fængslet. Vagten kigger roligt efter os. På den anden side går hun over vejen og ind gennem en dør i en hvid stålport. Bag døren ligger et stort hus med en kaffebar foran og en lang mur med malerier som fører ned til et lille forsamlingshus med hvide plastikstole. To kvinder hilser på hinanden udenfor. De går ind. Der er et møde for “Clubo de Feministas” idag forklarer Luana. Jeg begynder at ane en sammenhæng mellem de politiske fanger i fængslet og alle aktiviteterne udenfor. Man er vant til have folk i fængslet her. Og på et tidspunkt har man skaffet penge til et helt hus. Det forklarer også malerierne på muren. De er omhyggeligt udførte og forestiller Marx, Engels, Lenin, Fidel Castro og Hugo Chavez. Farverne er klare og muren velholdt. Hele huset er et center for politisk arbejde.

På vejen ud ser jeg en ung fyr med bagvendt kasket og langt hår der sidder op ad huset. Bag ham hænger et stor plakat der viser Lula blive båret og hyldet af en begejstret folkemængde. En glad Lula med blomster i et hav af glade ansigter omgivet af vejende røde faner. Fyren griner, da jeg spørger om jeg må tage et billede og viser L-tegnet med sin hånds tommel og pegefinger. L for “Lula”.

Vi går tilbage til lejren. Luana fortæller om huset og lejren og om protesten mod fængslingen. Hun viser mig stolt fanerne fra de forskellige grupper og bevægelser som støtter aktionen. Vi støder ind i en kvinde i rød trøje med nummer 13 skrevet inde i en stjerne. 13 er nummeret på Arbejderpartiet får jeg at vide. Kvinden hedder Marinauva de Melo Silva og er skolelærer fra delstaten Piaui oppe i nordøst-Brasilien.

Marinauva er kommet ned for at deltage i protesten nogle dage. Hun overtaler sikkerhedskoordinatoren til at tage nogle billeder af os til sin facebook-profil. Han indvilliger godmodigt. Det er en rolig dag. Aviserne har rapporteret at militante bolsonaro-tilhængere pønser på at angribe lejren med våben. Men det er svært at forestille sig et voldsomt optrin her. Alle er meget søde og meget triste. En ældre skægget aktivist stikker ansigtet frem og griner. Han vil også fotograferes. Jeg tager nogle billeder. Marinauva tager nogle billeder. Sikkerhedsfyren tager nogle flere billeder. Alle tager billeder af hinanden. Min Uber-chauffør, der har præsenteret sig som Marcela Sofia Drews, bliver grebet af den gode stemning og vil også være med på billederne. Det er som om det ikke rigtig er gået op for hende, hvor hun befinder sig. Hun vil gerne have billederne til sin facebookside siger hun.

Da vi sætter os ind i bilen igen beder jeg hende om trykke på hornet. Den festlige lyd får et par aktivister på benene inde bag hegnet. Jeg vinker til dem. De trænger til at blive opmuntret. De virker noget fortabte. Dér i protestlejren foran det strenge fængsel på en baggrund af anakronistiske vægmalerier, rød kamp og røde stjerner.

Igennem to perioder som præsident styrede Lula Brasilien til mere og mere velstand. Flere og flere kom ind i middelklassen. Nu har den samme middelklasse så valgt en militærmand til at stå ved roret. Capitão Bolsonaro, som han bliver kaldt.

-Ja, han virker godt nok noget skør, siger Marcela, da vi snakker om det mens vi kører. Og så griner hun forlegent.

– Vi må håbe det bedste.

– Ja, siger jeg, mens vi kører tilbage til Curitiba. På en mur har nogen skrevet “Bolsonazis!” med store røde bogstaver.

-Vi må håbe det bedste.

Der er et berømt sted i Norsk historie: Heisenberg skal bruge tungt vand til sine eksperimenter med atomkernespaltning – det er under krigen og nazisterne leder efter et nyt effektivt våben – det tunge vand sænker farten på de neutroner, som Heisenberg bruger ved at få dem til at bounce frem og tilbage mellem hydrogenatomerne og det forøger sandsynligheden for at de rammer atomkernen dybt inde i uranet, hvilket kan udløse en stor mængde energi og starte en kædereaktion. Det tunge vand er tungt, fordi hydrogenatomerne er ioniserede. Ioniseret vand udgør en lille del af almindeligt vand og skal derfor udskilles. Dette gøres på dette tidspunkt bedst af en fabrik ved elven Måna lidt udenfor byen Rjukan i Norge. Heisenberg bestiller vandet fra det han opfatter som en ny tysk provins. Englænderne beslutter at spænde ben for projektet ved at sprænge fabrikken i luften.

Der eksisterer en Hollywood-film om dette: Først sender de tre store svævefly afsted med 6 specialtrænende soldater på hver. Alle tre fly falder ned i det uforudsigelige norske vejr og soldaterne omkommer eller bliver fanget, tortureret og skudt (hedder det i fortællingerne). Englænderne ved ikke, hvad de skal gøre. Skal de sende flere svævefly afsted? Det virker som rent selvmord. En nordmand som er under træning som soldat i området hører om problemet og foreslår at sende en gruppe med nordmænd som kastes ud med faldskærm og bevæger sig til fods (læs: ski). De kender terrænet og kan snige sig ind og sabotere fabrikken. Englænderne indvilger og 6 nordmænd kastes ned langt fra fabrikken. De har fjeldudstyr med og bevæger sig rask gennem landskabet, som de jo kender. For at gøre en lang historie kort (man kan jo se filmen om aktionen: “Telemarkens helte” med Kirk Douglas som arketypisk stærk og ærlig nordmand i hvid anorak): De når frem og får placeret sprængstoffet og fabrikken ryger i luften. Produktionen af tungt vand er stoppet.

Det er en god historie. Det er efterspillet også: Lidt mere et år senere har tyskerne selvfølgelig genopbygget fabrikken. Den er nu kraftigt bevogtet og alle ved, at hvis der sker noget nyt, som fx en ny eksplosion, vil en god del af indbyggerne i den nærliggende landsby blive skudt som gengældelse. Fabrikken virker umulig at sabotere. Men det tunge vand skal jo til Tyskland, hvor Heisenberg venter på det. Det transporteres med tog og toget skal over en sø, Tinnsjøen, én af de dybeste søer i Europa. Færgen over søen er det svage led! Modstandsfolkene (de samme som sidst, der har holdt sig skjult i Hardangermarken lidt syd for Norges største gletsjer og – siger myterne – har overlevet på rødder og dyr de har kunne fange) anbringer sprængstoffer i færgen og venter på toget. Da det er ombord og færgen er kommet ud midt på søen sprænger den i luften.

På færgen var der, ud over toget, en del mennesker: de tyske vagter, togpersonel, besætningen og nogle passagerer. Omkring 50 liv alt i alt (siges det). Man kan ikke lade være med at tænke: hvem var disse folk? Hvad lavede de ombord på denne færge som åbenbart skulle transportere tophemmeligt materiale til besættelsesmagtens atombombeudvikling? Og hvad med sabotørerne: Er det god dømmekraft eller måske blot handlekraft at tage beslutningen: I dette tilfælde er det i orden at dræbe disse mennesker. Var der børn ombord på færgen? Hvad lavede passagererne til daglig? Hvem var de?

Her er situationen: Sprængstoffet antændes og eksploderer. Det er lagt til rette forrest i skibet som meget hurtigt gennem store huller tager vand ind og vipper bagenden opad. Det får togsættet til at rive sig løs og bevæge sig tungt frem mod stævnen. Her sætter det med sin vægt yderligere fart på vandindtaget og dermed sænkningen: Hurtigt kommer hele forenden under vand og skibet går ind i en stejl krængning, hvilket får de bageste togvogne til at falde fremad ud til siden. Her trækker de resten af vognene af færgens skinner, og togsættet tumler ud af færgen og synker tungt mod bunden af søen 450 meter nede, efterfulgt af færgen som først balancerer med bagenden oppe og derefter får momentum af det indtrængende vand. Skibet forsvinder fra fjordens overflade med et overraskende roligt skvulp og alt bliver stille.

På vandet flyder de sidste rester : stole, borde, redningskranse, døde kroppe og enkelte overlevende. Én af dem er muligvis den norske færgemand som uvidende har mødt sabotørerne den aften de anbringer sprængstoffet. Èn af sabotørerne beskriver angiveligt senere, hvordan han havde givet en af færgemændene hånden og på kryptisk vis ønsket ham held og lykke. Af frygt for at blive opdaget kan han ikke fortælle noget til nogen. Efter krigen, fortælles det, tog samme sabotør med Thor Heyerdahl på den første Kontiki-ekspedition. Heyerdahl, som ofte fremstilles som en egomanisk og charmerende eventyrer uden egentlig forståelse for videnskabelig metode, fandt sammen med sabotøren et brugbart projekt spændt ud mellem mål og middel. Et sted de kunne være. For manden på færgen forholder det sig anderledes.

Det man kan forestille sig: Han ligger dér og plasker rundt i resterne fra færgen; måske er der døde og folk som skriger på hjælp. Hans verden er lige blevet sprængt luften, færgen er på vej mod sidste hvilested 450 meter under ham. Hvad skete dér? Måske tænker han endnu ikke på det mærkelige håndtryk og det kryptiske “held og lykke”. Måske aner han en sammenhæng et sted. Måske tænker han på krigen og færgen og på hvad fanden tyskerne havde i togvognene siden nogen ville sprænge dem i luften. Måske tænker han bare på at komme ind til bredden og på at overleve. Senere, når han ér reddet, og sidder et eller andet sted og tænker det hele igennem, tror jeg, at han vil tænke på dét han har mistet: det gode job med at sejle frem og tilbage over søen, den smukke udsigt til bjergene fra dækket, det klare vand med den dybe mørke farve, de skiftende årstider og sæsoner: de dejlige somre på vandet, de kolde og dunkle vintre med den hvide is og sneen på soldækkene.

Færger er sit eget lille univers: Han kender som regel passagererne, han har gået i skole med dem, eller han er i familie med dem, eller han kender nogen, som kender dem. Der er altid noget, man har til fælles. Og de andre på færgen kender han: Kaptajnen og styrmanden og de andre dæksfolk: en ret rolig forsamling af mænd som kan lide at sejle de daglige ture med færgen og som ikke bliver trætte af at sejle frem og tilbage på den dybe og omskiftelige sø. Alle disse mennesker er samlet ombord på netop denne færge: Dét er hans univers. Og nu er det væk. Der vil komme andre færger og andre besætninger og andre passagerer, men denne ramme og denne sammenhæng er væk – for altid. Og han tænker måske på sabotøren, som nu sejler med Thor Heyerdahl til Polynesien og på Heisenberg, som har en bemærkelsesværdig karriere på Max Planck fysikinstituttet i Göttingen, og på verdenskrigen som varede mere end 5 år og rullede som en morderisk maskine hen over kloden.

Og måske kender han efterhånden lidt til historien om Heisenberg og det tunge vand, måske har han omsider fået set Telemarkens Helte med Kirk Douglas. Måske har han set en af de mange dokumentarfilm om Einstein og den berømte ligning om, at energi er lig med masse gange lysets hastighed i anden, ”E = MC2”, og måske ved han, at det var lighedstegnet som gjorde Heisenberg arbejde med atombomben mulig, og at det var E’et at Heisenberg forsøgte at lukke ud. Måske begynder han at fornemme, at sammenhængen er mere end ren matematik. At togsættet som synker under ham, dengang i vandet, hvor han kun lige akkurat reddede livet, mens en masse andre – han venner og bekendte – døde, netop synker på en bestemt måde. At togsættes hastighed mod bunden af fjorden ikke kun er en funktion af massen af det tunge, ioniserede vand og de stålbeholdere som omslutter det og de vognsæt, som de er boltet på. Det er også en funktion af de sammenvævede motiver og intentionaliteter som udgør universet omkring dem. Fra Hitler til Chamberlain, fra Heisenberg til Bohr. Store bølger af vredet rumtid der får færger til at synke og mennesker til at dø. Og måske tænker han igen på dagene på færgen og søen. På passagererne og besætningen. Sammen på vej over søen. Det var gode dage. Og nu er de væk.