Arkiver (page 3 of 5)
Brasilia, 1. januar 2019.
Jeg sidder midt i Brasilia, på noget cement af en eller anden art, ude til højre på den enorme græsplæne, som strækker sig hele vejen fra busstationen ned mellem ministerierne til processionen ved parlamentet.
En lind strøm af Bolsonaro-tilhængere går hastigt forbi mig. De virker spændte og ivrige for at komme til at hylde deres helt. Jeg ved, at de skal igennem to checkpoints og at ingen af dem kommer så meget som i nærheden af manden. Sikkerheden er fuldstændig vandtæt. Hvis man affyrede et riffelskud mod mandens åbne Rolls Royce ville kuglen falde til jorden før den nåede frem.
Iøvrigt er han lige kørt forbi. Jeg kender programmet. Tilhængerne virker temmeligt uvidende om forholdene. De bliver bare ved med at strømme forbi. Man kan købe Bolsonaro-t-shirts oppe ved busstationen. Der er åbenbart fint gang i salget, for de er overalt.
Der er også mange som er i nationalistiske gule t-shirts og ligner fodboldtilhængere, nogle har farvet håret og ansigtet. Andre har viklet det brasilianske flag omkring sig som en kappe, og nogle har en særlig avanceret udgave med en nøgen nyfødt baby i midten. Det er de nationalistiske abortmodstandere.
En præst skrider højtidligt forbi i fuld uniform, og en kvinde i en brun pænt strøget nederdel sidder og hviler sig op ad et træ med en bibel i hænderne, mens hun mumler for sig selv. Mange af mændende er muskeltyper med en lille kvinde på armen.
Jeg prøver at tage nogle billeder, men det et job med indbygget modstand. Jeg forstår grundlæggende ikke de her mennesker. Jeg spørger en af de mange skraldemænd, som konstant samler affald op omkring mig om han stemte på Bolsonaro. Han smiler venligt ja. Chaufføren i taxaen herned svarede det samme.
En lille kvinde med dårlige tænder sælger små blomstrede butterfly til børn og stemte også på Bolsonaro. Jeg spørger hende om hvorfor. Hun siger fordi han er “a gente” – én ligesom os.
En stor fyr med en masse energi råber til mig: Hej, op med humøret! Det er en dag, hvor vi skal være glade og fejre sejren! Jeg smiler anstrengt.
Hvor mange er her egentligt? Det er svært at sige. En kvinde jeg snakker med senere mener ikke, at der var mere 100.000. Medierne siger 115.000. En meget lille tal i det enorme land og i storbyen Brasilia. Nogenlunde hvad der kan stå foran orange scene på Roskilde Festivallen.
Hun hævder også, at der var mange gengangere. Folk gik ud for enden af området og gik tilbage af vejen ved siden af og tog turen igen. En fotograf jeg mødte gjorde lige præcis det. Han skulle op og spise frokost og ville så tage ned igen. I dagene før havde medierne snakket om, at der ville komme en million besøgende. En tiendedel virker ikke som det store.
Bolsonaro er nu inde og tale i kongressen. I deputerkammeret, den store skålfor enden af rækken af ministerier, foran præsident-paladset og Højesteret. Jeg kan se det på en enorm skærm på et højhus oppe ved siden af bus-stationen.
Jeg orker ikke mere og tager hjem.
Jeg har lejet et værelse i Superkvadrant 409. Blok F. I venstre vinge af “Plano Piloto”, den store flyvemaskine der grundlagde byen.
Billede: Superkvadrat 409 er markeret med rødt på “Plano Piloto”, den store flyvemaskine som udgør grundplanen for det centrale Brasilia. Området kaldes Asa Norte, nordvingen, den vinge som vender mod nord. På den anden side af midteraksen ligger Asa Sul, sydvingen. Øverst, i spidsen af flyet, bag ved kongressen, ligger præsidentpaladset og højesteret, direkte over for hinanden.
Min vært er Maria Neuman Lopes de Sales, kabinetchef fra 2004 til 2011 i “Serviço Social da Indústria”. En statslig styrelse der minder om det danske Arbejdstilsyn. Maria er arbejdsløs og klarer dagen og vejen ved at leje værelser ud i sin lille lejlighed.
Hun har en master i offentlig administration og har netop afsluttet en phd i Økologi og Miljøsundhed fra et universitet i Porto i Portugal. En del af et internationalt phd-program som blev sat igang under Dilma Rousseff og lukket af den midlertidige afløser Michel Temer.
Maria mener ikke, at hun har udsigt til arbejde lige foreløbigt. En stor del af administrationen er nemlig blevet udskiftet siden Dilma Rousseff blev afsat, og miljø er bestemt ikke højt på dagsordenen lige nu. Bolsonaro har lagt store dele af miljøministeriet ind under landbrugsministeriet og har lovet gode tider for blandt andre soyaproducenterne, som tripper for at fælde mere regnskov.
Maria er medlem af Arbejderpartiet (PT) og taler varmt om Lula, den tidligere præsident, der var formand for PT. Hun viser et billede sig selv sammen med Lulas nu afdøde kone. Lula selv er i fængsel i byen Curitiba, fængslet for korruption, en anklage hans tilhængere opfatter som fabrikeret af hans modstandere.
Billede: Maria Neuman Lopes de Sales (yderst til højre på fotografiet) ved siden af Lula’s nu afdøde kone, Marisa Letícia Lula da Silva (i midten). Til højre én af de mange bøger om den populære eks-præsident. Bagerst en lille figur af Lula.
Maria sætter mig i kontakt med Laurez Cerqueira, en af hendes venner, der har en aktivistisk blog og arbejder på en dokumentarfilm om valget af Bolsonaro. Jeg tænker, at han måske har et bud på svar på, hvorfor Bolsonaro er blevet valgt.
Laurez Cerqueira som jeg møder i en kombineret boghandel og restaurant i Superkvadrant 406 er en uhyre venlig mand på 63 år, med en farverig blomstret skjorte og et langt livs erfaring med brasiliansk politik. Han siger, at jeg skal kalde ham Laurez og fortæller stolt, hvordan han har skrevet taler for Dilma Rousseff, og at han har været medlem af Arbejderpartiet, så længe han kan huske.
Han er ganske rigtig igang med en dokumentarfilm, men er løbet tør for penge. Nu sidder han og arbejder på en biografi om Florestan Fernandes, en brasiliansk sociolog der, siger han, var en af de mest betydningsfulde kritiske tænkere i Brasilien i nyere tid. Fernandes udgav omkring 40 bøger om det brasilianske samfund og var medlem af kongressen for Arbejderpartiet.
Da jeg spørger om hvordan Bolsonaro kunne blive valgt svarer han bramfrit:
-Det er en gentagelse af valget i 1965! Dengang var det amerikanske interesser, CIA, som påvirkede den politiske proces i Brasilien. Det er det samme idag!
Amerikanerne har arbejdet sammen med det som Laurez kalder “en maskine”, en koalition af de store selskaber, medierne, bankerne, den evangeliske kirke og militæret.
Jeg spørger, hvad det mere præcist betyder. Han henviser til en artikel i tidsskriftet “The Intercept”. The Intercept blev oprindelig skabt i 2014 til at publicere Edward Snowdens berømte afsløringer om NSA. Idag kan man her finde et meget omfattende arkiv af dokumenter fra Snowden passende kaldet “Snowden arkivet”. Men man kan også finde andre meget kritiske artikler om USAs virke rundt omkring i verden.
Det er én af disse artikler skrevet af en journalist ved navn Lee Fang som Laurez henviser til, den er publiceret 6. august 2017. Lee Fang beskriver her, hvordan udviklingen i Brasilien i mange år er blevet kraftigt påvirket af et højreorienteret og neoliberalistisk netværk kaldet “Atlas netværket” – opkaldt efter den højreorienterede tænker Ayn Rands roman “Atlas Shrugged – på dansk “Verden skælvede”. (En bog som man i parentes bemærket kunne få tilsendt gratis af Saxo bank for nogle år siden).
Atlas-netværkets erklærede mål var og er, at få implementer en højreorienteret, neoliberal økonomisk politik så mange steder i verden som muligt. Netvæket bestod ifølge Fang i 2016 af 450 tænketanke verden over og uddelte 5 millioner dollars det år.
Ifølge “The Intercept” er Atlas-netværket idag effektivt knobskudt til Brasilien, så man nu kan finde en lang række højreradikale tænketanke som aktivt arbejder sammen for at udbrede de neoliberale idéer. Det handler om privatiseringer, mindre skat til de rigeste og modarbejdelse af fagforeningerne.
Idéer i traditionen fra økonomerne Friedrich Hayek og Milton Friedman med referencer tilbage til Ronald Reagan og Margareth Thatcher. Netværket har sit hovedkvarter i Washington og betaler for uddannelsen af kernemedarbejdere på kurser i USA og udgifterne ved aktiviteterne.
– De træner unge liberitanere i land efter land. De flyver dem til USA, de tilbyde træningseminarer, de lærer dem om fundraising de lærer dem om at lede politisk og de tilbyder startfinansiering, siger Fang i en podcast, der kan høres på the Intercept.
En række private amerikanske donorer betaler regningen. Blandt andet de efterhånden berømte og berygtede Kock-brødre. Og Fang hævder, at også den amerikanske regering støtter med penge.
De neoliberale idéer har nu traditionelt ikke været særligt populære i Brasilien. Fagforeningerne er stærke og de fleste er på vagt overfor privatiseringer, for eksempel af det national olieselskab “Petrobras”, eller af de offentlig ejede banker som for eksempel “Banco de Brasil”. Der er en udbredt mistillid til politikere, som man ofte opfatter som egoistiske og korrupte, men samtidigt er der en modsætningfuld tillid til at systemet kan tage sig af områder som for eksempel sundhed og uddannelse. Begge dele er gratis i Brasilien og på et generelt godt niveau.
Et omfattende og forvirrende system af pensioner, der er et meget bredt begreb i Brasilien, gør også at mange drager fordel af en støtte fra staten. Mange er også glade for, at det er svært at blive fyret, og svært at blive det uden at få en kompensation.
De neoliberale idéer er derfor ikke så udbredte som man kunne tro.
Sydamerikanske neoliberalister som den argentisk-amerikanske Alejandro Chafuen, der ledede Atlas-netværket fra 1991 indtil slutningen af 2017, har derfor stået bag oprettelsen af 13 nye brasilianske tænketanke, der blandt andet har været med til at organisere unge aktivister på en måde, som minder om de kraftigt ekspanderende portestantiske evangeliske kirker: En stor mængde små hyperaktive trosgrupper som konstant har arbejdet for udbredelsen af de neoliberale idéer. Ikke mindst på de sociale medier, herunder særligt WhatsApp, som er utroligt populært i Brasilien.
WhatsApp er ejet af Facebook, og der en udbredt mistanke om at data fra folks whatapp-profiler er blevet anvendt i big data-analyser, som man så det under valgkampen i USA.
Fang beskriver, hvordan tænketankene og de politiske ungdomsorganisationer fik hundrede tusinder, og i nogle tilfælde millioner af mennesker til at gå på gaden og protestere mod Dilma. Der var tale en koordineret indsats for at få Dilma afsat og få at få skabt vrede mod Arbejderpartiet. På TV, i aviserne og på youtube blev der konstant fokuseret på hvor korrupt politikerne var, og hvor dårlig økonomien var, og at det udelukkende var Arbejderpartiets fejl.
Meget af dette arbejde blev samlet under bevægelsen MBL, Movimento Brasil Livre, Bevægelsen for et frit Brasilien.
Ifølge Fang er det reelt lykkedes for Atalas-netværket og tænketankene at støtte udviklingen en slags ny politisk infrastruktur med nye strategier og handleplaner, en struktur som stod klar da muligheden bød sig: Økonomien var dårlig, boligpriserne faldt, inflationen steg, arbejdsløsheden steg og en meget stor mængde af de siddende politkkere var involveret i korruptionsskandaler.
Da legitimiteten af den siddende regering eroderede slog man til.
Årsagen til systemskiftet i Brasilien skal altså findes i mødet mellem den politiske og økonomiske udvikling og en succesrig langsigtet strategi orkestreret af et netværk af højreliberale tænketanke. Solidt støttet af Atlas-netværket i USA.
Laurez Cerqueira er en kraftig tilhænger af denne (noget konspiratoriske) forklaring. Han mener, at Bolsonaro på mange måder blot er en opportunist. Han greb bare muligheden, da den var der. Og nu sidder han som en kransekagefigur på toppen af det hele. En dukke der følger planer lagt andre steder.
Mens Laurez Cerqueira uddyber sine tanker ved et bord i den hyggelige restaurant, kommer en jovial mand hen og giver hånd. Det er ejeren, Euro Cesar de Oliveira. Han er oprindeligt fra USA og taler glimrende engelsk. Jeg spørger om han stemte på Bolsonaro, nej, siger han grinende og kigger over på Laurez, manden er tosset!
Jeg kan ikke lade være med tænke på, at Bolsonaro har erklæret en neoliberal kurs, har hyret en Chicago-økonom og lige har sænket minimumslønnen via et af sine første dekreter. Og på at Euros restaurant vrimler med ansatte.
– Euro er den eneste som jeg kender der har kørt på motorcykel fra New York til Brasilia, fortæller Laurez.
– ja, ja, siger Euro godmodigt, det er lang tid siden.
Han lægger et enormt nøgleknippel på bordet.
– Er det nøglerne til restauranten? spørger jeg,
-ja, sigen han.
– Det er en masse nøgler, siger jeg.
-Euro ejer hele bygningen, skyder Laurez ind, også boghandlen.
-Er det rigtigt? spørger jeg.
– Ja, ja griner han, – jeg skal låse alle dørene hver aften, det tager en fandens tid.
Jeg overtaler Laurez til at få taget nogle billeder inde i boghandlen, hvor der er lys. Vi ender i Euros boghandel omgivet at T-shirts og lærredsposer med aktivist-logoer, knyttede næver og sorte kvinder med mikrofonhår. Det er åbenbart noget, der kan sælges i Asa Norte.
Så forlader vi restauranten og beslutter at drikke en øl på en bar i nærheden. Her støder vi ind i en af Laurez’ venner, Fabio Koleski. Fabio arbejdede for
Lula, fortæller Laurez, og skrev nogle af hans tekster og endda nogle taler. Han arbejder nu i et mere almindeligt job i den offentlige administration.
– Savner du ikke det politiske arbejde?spørger jeg. – Nej siger Fabio hurtigt, det gør jeg virkelig ikke!.
En DJ spiller brasiliansk musik fra en pult. Laurez brillerer med at kunne placere alle numrene i kunstner, genre og præcist årstal. Han har to voksne børn og har lige fået det første barnebarn. Fabio er 42 og har to tvillingedøtre på 16. Han spiller tromme i et lokalt sambaband. Jeg spørger dem, om der er noget, der direkte bekymrer dem som enkeltpersoner i Brasilia, nu når Bolsonaro så er kommet til magten. De svarer samstemmende, at de er meget bekymrede for deres personlige sikkerhed.
– Her i Asa Norte spørger jeg overrasket? Stedet minder mest om Østerbro, blot med flere arkitekttegnede boligblokke og flere skyggegivende træer.
– Ja, siger de.
Det hele er kraftigt overvåget af politiet, ikke mindst civile betjente og de er ret sikre på, at noget kan ske.
– Hvad?, spørger jeg.
– Overfald, svarer de.
De mener begge, at det er noget som vil komme. Det er faktisk noget de forventer.
Jeg har selv oplevet hvordan to politibiler dukkede op ud af det blå, da en noget forhutlet fyr stillede sig om med et hjemmelavet diskotek ved en anden café i Superkvadrant 408. Og hvordan fire tunge betjente pressede fyren væk, mens en civilklædt betjent passivt observerede. Det virkede meget effektivt. Og noget overdrevet. Som en markering. Jeg tænkte, at nogen måtte have ringet efter dem, men måske havde effektiviteten også noget at gøre med de mange overvågningskameraer som hænger alle steder?
Jeg spørger om det er tilfældet? De to mænd nikker samstemmigt.
Laurez Cerqueira bor også i superkvadrant 409, så vi følges hjem. Han elsker Brasilia og fortæller om folkene bag det visionære design, ikke mindst arkitekterne Luis Costa og Oscar Niemeyer. Han peger på nogle af de mange smukke modernistiske bygninger og fortæller om hvordan hver blok var tænkt til, at skulle have børnehaver, vaskerier, fodboldbaner, parkeringpladser, butikker og så videre. Et sted hvor folk kunne leve. Idag hvor området har fået patina er her faktisk virkeligt hyggeligt og monotonien, som superblokkene kunne indikere er helt faldet væk. Børn leger på de store åbne legepladser, folk jogger og lufter hunde.
Jeg siger farvel til Laurez og går hen til blok F, hvor jeg bor. Alt er roligt, elegant og trygt.
Set fra Asa Norte i venstre vinge ligner Brasilia mest af af alt en grånet og venlig Bauhaus-drøm.
Jeg har læst at Brasilia har et stort antal mord og at kriminaliteten er stigende. Men det må være uden for “Plano Piloto”.
Langt, langt nede under halen på flyvemaskinen.
Helt uden for kortet.
18/12/2018,
I udkanten af storbyen Curitiba i delstaten Santa Catarina i det sydøstlige Brasilien ligger det fængsel hvor den forhenværende præsident for Brasilien, Luis Inácio Lula da Silva eller bare Lula, sidder spærret inde. Fængslet er strengt komponeret, firkantet og gråt, og på forsiden er der skrevet “Policia Federal” med store guldbogstaver. Det er omgivet af en pænt blåt trådhegn og alt virker ekstremt velholdt. Opmærksomme vagter sidder i små skilderhuse ved de to porte ind. Kameraer på fængslets sider holder øje med området.
Lula er dømt for at have modtaget bestikkelse. Lulas folk mener, at der er tale om en sammensværgelse, et set-up som er udført parallelt med det de kalder “kuppet” mod Lulas efterfølger Dilma Rousseff, der blev afsat i 2016 for at have fiflet med statens budgetter efter en dramatisk rigsretsag. I tiden efter er landet blevet styret af den ikke særligt vellidte teknokrat Michel Temer og nu holder alle vejret mens de venter på indsættelsen den 1. januar af den nyvalgte præsident, den højre-populistiske og militante Jair Bolsonaro, som i en af sine første handlinger efter valget udnævnte den dommer, der dømte Lula til 12 års fængsel, til justitsminister i sin kommende regering.
Udenfor fængslet ligger en lille lejr. Lavet i protest mod fængslingen. På initiativ af Partido dos Trabalhadores, Arbejderpartiet, Lulas parti. Jeg har taget en Uber herud fra centrum af byen. Chaufføren er en ældre kvinde, der ellers lever af at sælge hospitalsudstyr, som, da det går op for hende, hvor vi skal hen, betror mig, at hun altså stemte på Bolsonaro. Det er nu ikke noget der overrasker mig. Stort set alle jeg har mødt i Curitiba de tre dage jeg har været her har oplyst at de stemte på Bolsonaro. Og de går allesammen ud fra, at jeg er på det samme hold. Især når jeg fortæller, at jeg kommer fra Danmark. Af besynderlige grunde vil folk i Curitiba gerne være ligesom danskerne.
– De fattige er dovne, erklærede en ung kvinde med affarvet blond hår jeg kom i snak med foran et lokalt kulturhus, hvor hun er ved at arrangere en børneteater-forestilling. Hun var meget imod sociale ydelser. Ikke engang “bolsa familia” kunne hun acceptere. Bolsa familia “Familiestøtten” er en minimal ydelse på nogle hundrede kroner pr. måned som man kan få, hvis man har børn og sørger for, at de kommer i skole. – Den slags hjælp gør kun de fattige endnu mere slappe og dovne, mente hun.
En lille ældre mand byder mig velkommen da jeg kommer ind i lejren. Velkomsten er varm og han forsikrer mig om, at hans portugisisk sikkert er lige så dårligt som mit. Han får hurtigt tilkaldt en ung kvinde. Hun byder mig velkommen og siger, at hun vil vise mig rundt. Hun har håret sat op, bærer en stor sort indiansk ørering i venstre øre og smiler bredt det meste af tiden. Hun hedder Luana Rodrigues og er fra “Movimento dos Trabalhadores e Trabalhadores Rurais Sem Terra” En bevægelse som kæmper for rettigheder til arbejdere og jordløse landarbejdere.
Luana er er koordinator for lejren i dag. Den består af et stort hvidt telt med et mindre rødt telt foran. I det røde telt sælges der Lula T-shirts, Lula- kaffekrus og Lula-badges. “Kunst og modstand” står der på teltet. Der står et lille juletræ af plastik på en disk foran et lille lager af ris og bønner. Juletræet har små røde kugler på grenene. På dem alle står der “Lula livre”, “sæt Lula fri”. Foran indgangen står en en lille grøn kridttavle på et staffeli. På tavlen står der “Estamos há 253 dias de resistencia” – vi er på dag 253 i modstandskampen. Ved siden af teltet sidder en gruppe aktivister og spiller musik. Fem mænd, en kvinde, nogle guitarer. Stemingen er trist og afdæmpet.
Luana spørger, om jeg også vil se deres kulturcenter.
-Er der mere end det her? spørger jeg forbavset.
-Ja, siger hun, vi har da et helt hus.
Hun går i forvejen ud af det indelukke, som teltene står i og går bestemt hen forbi sideporten ind til fængslet. Vagten kigger roligt efter os. På den anden side går hun over vejen og ind gennem en dør i en hvid stålport. Bag døren ligger et stort hus med en kaffebar foran og en lang mur med malerier som fører ned til et lille forsamlingshus med hvide plastikstole. To kvinder hilser på hinanden udenfor. De går ind. Der er et møde for “Clubo de Feministas” idag forklarer Luana. Jeg begynder at ane en sammenhæng mellem de politiske fanger i fængslet og alle aktiviteterne udenfor. Man er vant til have folk i fængslet her. Og på et tidspunkt har man skaffet penge til et helt hus. Det forklarer også malerierne på muren. De er omhyggeligt udførte og forestiller Marx, Engels, Lenin, Fidel Castro og Hugo Chavez. Farverne er klare og muren velholdt. Hele huset er et center for politisk arbejde.
På vejen ud ser jeg en ung fyr med bagvendt kasket og langt hår der sidder op ad huset. Bag ham hænger et stor plakat der viser Lula blive båret og hyldet af en begejstret folkemængde. En glad Lula med blomster i et hav af glade ansigter omgivet af vejende røde faner. Fyren griner, da jeg spørger om jeg må tage et billede og viser L-tegnet med sin hånds tommel og pegefinger. L for “Lula”.
Vi går tilbage til lejren. Luana fortæller om huset og lejren og om protesten mod fængslingen. Hun viser mig stolt fanerne fra de forskellige grupper og bevægelser som støtter aktionen. Vi støder ind i en kvinde i rød trøje med nummer 13 skrevet inde i en stjerne. 13 er nummeret på Arbejderpartiet får jeg at vide. Kvinden hedder Marinauva de Melo Silva og er skolelærer fra delstaten Piaui oppe i nordøst-Brasilien.
Marinauva er kommet ned for at deltage i protesten nogle dage. Hun overtaler sikkerhedskoordinatoren til at tage nogle billeder af os til sin facebook-profil. Han indvilliger godmodigt. Det er en rolig dag. Aviserne har rapporteret at militante bolsonaro-tilhængere pønser på at angribe lejren med våben. Men det er svært at forestille sig et voldsomt optrin her. Alle er meget søde og meget triste. En ældre skægget aktivist stikker ansigtet frem og griner. Han vil også fotograferes. Jeg tager nogle billeder. Marinauva tager nogle billeder. Sikkerhedsfyren tager nogle flere billeder. Alle tager billeder af hinanden. Min Uber-chauffør, der har præsenteret sig som Marcela Sofia Drews, bliver grebet af den gode stemning og vil også være med på billederne. Det er som om det ikke rigtig er gået op for hende, hvor hun befinder sig. Hun vil gerne have billederne til sin facebookside siger hun.
Da vi sætter os ind i bilen igen beder jeg hende om trykke på hornet. Den festlige lyd får et par aktivister på benene inde bag hegnet. Jeg vinker til dem. De trænger til at blive opmuntret. De virker noget fortabte. Dér i protestlejren foran det strenge fængsel på en baggrund af anakronistiske vægmalerier, rød kamp og røde stjerner.
Igennem to perioder som præsident styrede Lula Brasilien til mere og mere velstand. Flere og flere kom ind i middelklassen. Nu har den samme middelklasse så valgt en militærmand til at stå ved roret. Capitão Bolsonaro, som han bliver kaldt.
-Ja, han virker godt nok noget skør, siger Marcela, da vi snakker om det mens vi kører. Og så griner hun forlegent.
– Vi må håbe det bedste.
– Ja, siger jeg, mens vi kører tilbage til Curitiba. På en mur har nogen skrevet “Bolsonazis!” med store røde bogstaver.
-Vi må håbe det bedste.
Der er et berømt sted i Norsk historie: Heisenberg skal bruge tungt vand til sine eksperimenter med atomkernespaltning – det er under krigen og nazisterne leder efter et nyt effektivt våben – det tunge vand sænker farten på de neutroner, som Heisenberg bruger ved at få dem til at bounce frem og tilbage mellem hydrogenatomerne og det forøger sandsynligheden for at de rammer atomkernen dybt inde i uranet, hvilket kan udløse en stor mængde energi og starte en kædereaktion. Det tunge vand er tungt, fordi hydrogenatomerne er ioniserede. Ioniseret vand udgør en lille del af almindeligt vand og skal derfor udskilles. Dette gøres på dette tidspunkt bedst af en fabrik ved elven Måna lidt udenfor byen Rjukan i Norge. Heisenberg bestiller vandet fra det han opfatter som en ny tysk provins. Englænderne beslutter at spænde ben for projektet ved at sprænge fabrikken i luften.
Der eksisterer en Hollywood-film om dette: Først sender de tre store svævefly afsted med 6 specialtrænende soldater på hver. Alle tre fly falder ned i det uforudsigelige norske vejr og soldaterne omkommer eller bliver fanget, tortureret og skudt (hedder det i fortællingerne). Englænderne ved ikke, hvad de skal gøre. Skal de sende flere svævefly afsted? Det virker som rent selvmord. En nordmand som er under træning som soldat i området hører om problemet og foreslår at sende en gruppe med nordmænd som kastes ud med faldskærm og bevæger sig til fods (læs: ski). De kender terrænet og kan snige sig ind og sabotere fabrikken. Englænderne indvilger og 6 nordmænd kastes ned langt fra fabrikken. De har fjeldudstyr med og bevæger sig rask gennem landskabet, som de jo kender. For at gøre en lang historie kort (man kan jo se filmen om aktionen: “Telemarkens helte” med Kirk Douglas som arketypisk stærk og ærlig nordmand i hvid anorak): De når frem og får placeret sprængstoffet og fabrikken ryger i luften. Produktionen af tungt vand er stoppet.
Det er en god historie. Det er efterspillet også: Lidt mere et år senere har tyskerne selvfølgelig genopbygget fabrikken. Den er nu kraftigt bevogtet og alle ved, at hvis der sker noget nyt, som fx en ny eksplosion, vil en god del af indbyggerne i den nærliggende landsby blive skudt som gengældelse. Fabrikken virker umulig at sabotere. Men det tunge vand skal jo til Tyskland, hvor Heisenberg venter på det. Det transporteres med tog og toget skal over en sø, Tinnsjøen, én af de dybeste søer i Europa. Færgen over søen er det svage led! Modstandsfolkene (de samme som sidst, der har holdt sig skjult i Hardangermarken lidt syd for Norges største gletsjer og – siger myterne – har overlevet på rødder og dyr de har kunne fange) anbringer sprængstoffer i færgen og venter på toget. Da det er ombord og færgen er kommet ud midt på søen sprænger den i luften.
På færgen var der, ud over toget, en del mennesker: de tyske vagter, togpersonel, besætningen og nogle passagerer. Omkring 50 liv alt i alt (siges det). Man kan ikke lade være med at tænke: hvem var disse folk? Hvad lavede de ombord på denne færge som åbenbart skulle transportere tophemmeligt materiale til besættelsesmagtens atombombeudvikling? Og hvad med sabotørerne: Er det god dømmekraft eller måske blot handlekraft at tage beslutningen: I dette tilfælde er det i orden at dræbe disse mennesker. Var der børn ombord på færgen? Hvad lavede passagererne til daglig? Hvem var de?
Her er situationen: Sprængstoffet antændes og eksploderer. Det er lagt til rette forrest i skibet som meget hurtigt gennem store huller tager vand ind og vipper bagenden opad. Det får togsættet til at rive sig løs og bevæge sig tungt frem mod stævnen. Her sætter det med sin vægt yderligere fart på vandindtaget og dermed sænkningen: Hurtigt kommer hele forenden under vand og skibet går ind i en stejl krængning, hvilket får de bageste togvogne til at falde fremad ud til siden. Her trækker de resten af vognene af færgens skinner, og togsættet tumler ud af færgen og synker tungt mod bunden af søen 450 meter nede, efterfulgt af færgen som først balancerer med bagenden oppe og derefter får momentum af det indtrængende vand. Skibet forsvinder fra fjordens overflade med et overraskende roligt skvulp og alt bliver stille.
På vandet flyder de sidste rester : stole, borde, redningskranse, døde kroppe og enkelte overlevende. Én af dem er muligvis den norske færgemand som uvidende har mødt sabotørerne den aften de anbringer sprængstoffet. Èn af sabotørerne beskriver angiveligt senere, hvordan han havde givet en af færgemændene hånden og på kryptisk vis ønsket ham held og lykke. Af frygt for at blive opdaget kan han ikke fortælle noget til nogen. Efter krigen, fortælles det, tog samme sabotør med Thor Heyerdahl på den første Kontiki-ekspedition. Heyerdahl, som ofte fremstilles som en egomanisk og charmerende eventyrer uden egentlig forståelse for videnskabelig metode, fandt sammen med sabotøren et brugbart projekt spændt ud mellem mål og middel. Et sted de kunne være. For manden på færgen forholder det sig anderledes.
Det man kan forestille sig: Han ligger dér og plasker rundt i resterne fra færgen; måske er der døde og folk som skriger på hjælp. Hans verden er lige blevet sprængt luften, færgen er på vej mod sidste hvilested 450 meter under ham. Hvad skete dér? Måske tænker han endnu ikke på det mærkelige håndtryk og det kryptiske “held og lykke”. Måske aner han en sammenhæng et sted. Måske tænker han på krigen og færgen og på hvad fanden tyskerne havde i togvognene siden nogen ville sprænge dem i luften. Måske tænker han bare på at komme ind til bredden og på at overleve. Senere, når han ér reddet, og sidder et eller andet sted og tænker det hele igennem, tror jeg, at han vil tænke på dét han har mistet: det gode job med at sejle frem og tilbage over søen, den smukke udsigt til bjergene fra dækket, det klare vand med den dybe mørke farve, de skiftende årstider og sæsoner: de dejlige somre på vandet, de kolde og dunkle vintre med den hvide is og sneen på soldækkene.
Færger er sit eget lille univers: Han kender som regel passagererne, han har gået i skole med dem, eller han er i familie med dem, eller han kender nogen, som kender dem. Der er altid noget, man har til fælles. Og de andre på færgen kender han: Kaptajnen og styrmanden og de andre dæksfolk: en ret rolig forsamling af mænd som kan lide at sejle de daglige ture med færgen og som ikke bliver trætte af at sejle frem og tilbage på den dybe og omskiftelige sø. Alle disse mennesker er samlet ombord på netop denne færge: Dét er hans univers. Og nu er det væk. Der vil komme andre færger og andre besætninger og andre passagerer, men denne ramme og denne sammenhæng er væk – for altid. Og han tænker måske på sabotøren, som nu sejler med Thor Heyerdahl til Polynesien og på Heisenberg, som har en bemærkelsesværdig karriere på Max Planck fysikinstituttet i Göttingen, og på verdenskrigen som varede mere end 5 år og rullede som en morderisk maskine hen over kloden.
Og måske kender han efterhånden lidt til historien om Heisenberg og det tunge vand, måske har han omsider fået set Telemarkens Helte med Kirk Douglas. Måske har han set en af de mange dokumentarfilm om Einstein og den berømte ligning om, at energi er lig med masse gange lysets hastighed i anden, ”E = MC2”, og måske ved han, at det var lighedstegnet som gjorde Heisenberg arbejde med atombomben mulig, og at det var E’et at Heisenberg forsøgte at lukke ud. Måske begynder han at fornemme, at sammenhængen er mere end ren matematik. At togsættet som synker under ham, dengang i vandet, hvor han kun lige akkurat reddede livet, mens en masse andre – han venner og bekendte – døde, netop synker på en bestemt måde. At togsættes hastighed mod bunden af fjorden ikke kun er en funktion af massen af det tunge, ioniserede vand og de stålbeholdere som omslutter det og de vognsæt, som de er boltet på. Det er også en funktion af de sammenvævede motiver og intentionaliteter som udgør universet omkring dem. Fra Hitler til Chamberlain, fra Heisenberg til Bohr. Store bølger af vredet rumtid der får færger til at synke og mennesker til at dø. Og måske tænker han igen på dagene på færgen og søen. På passagererne og besætningen. Sammen på vej over søen. Det var gode dage. Og nu er de væk.
Den 17. december 2015 sendte en Soyuz-raket Galileo 11 og Galileo 12 i kredsløb om Jorden fra den europæiske rumhavn i Kuorou, Fransk Guiana. Verden fik dermed starten på et nyt, åbent, gratis og civilt positioneringssystem som kan bruges i alt fra flytrafik, datingapps, shopping og til at hjælpe til ved store naturkatastrofer rundt omkring i verden.
De to satellitter gør konstellationen af europæiske navigationssatelitter omfattende og stabil nok til at Galileo – ESAs globale navigationssystem – nu kan siges at starte rigtigt. Satellitterne sættes op i 23.222 kilometer over Jorden i det der kaldes Medium Earth Orbit. Det vil sige at der er satellitter længere ude – de geostationære – og satellitter længere nede – kommunikationssatellitter i Low Earth Orbit (LEO).
Galileo har været undervejs siden 2003. En massiv investering for EU og ESA som skal omfatte i alt 24 satellitter (med 6 i reserve) når det er fuldt udbygget i 2020.
Galileo er Europas svar på GPS – som de fleste jo nok kender – og Galileo kan bruges sammen med GPS. GPS – Global Positioning System – var verdens første globale og satellitbaserede navigationssystem udviklet af USA.
GPS blev officielt startet helt tilbage i 1973, med den første satellit oppe i 1978, og det var fuldt udbygget i 1994. En satellit holder normalt ca. 10 år, så erstatninger sendes løbende op. Systemet er blevet opdateret og moderniseret mange gange.
Systemet består (også) af 24 satellitter som kredser i 6 baner omkring Jorden ca. 20.200 kilometer over os. Tilsammen kan de dække hele planeten. For at bestemme sin position har man brug for at kunne få et signal fra mindst tre satellitter. Satellitterne kredser om Jorden to gange i døgnet og sender konstant radiosignaler mod Jorden.
Hvis man har en GPS-modtager – og det har stort set alle med en nyere mobiltelefon – så kan man få sin position at vide ved at bruge såkaldt multilateration – som er en måde at bestemme en position i tre dimensioner via hyperbolsk geometri.
Ens GPS-modtager sammenligner det tidspunkt som satellitterne sendte signalet med tidspunktet hvor det blev modtaget. Tidsforskellen kan bruges til at finde frem til hvor langt væk satellitterne er, fordi man ved hvor hurtigt signalet bevæger sig – nemlig ligeså hurtigt som lyset, 300.000 km i sekundet.
Hvis GPS-modtageren kan gøre det sammen med mindst tre satellitter kan man beregne hvor man er. Hvis man får en fjerde satellit med kan man også få højden over Jorden med.
Det er som regel det amerikanske system vi bruger når vi spørger om vej ved hjælp af satellitter. Og derfor kalder vi det jo som regel også bare GPSen.
Men det er den samme måde som Galileo fungerer på.
Faktisk er der en del andre systemer end det amerikanske. Russerne arvede deres eget globale system efter sovjettiden, det såkaldte Glonass, og Kina har også et, lidt mindre, system. Japan og Indien er også i gang med deres egne projekter.
Til forskel fra de fleste af de andre systemer er Galileo udelukkende tænkt til civile formål. Noget der angiveligt har fået amerikanerne til at true med at skyde satellitterne ned hvis der skulle opstå en konflikt med f.eks. Rusland. Amerikanerne kan nemlig blokere deres eget system så det kun kan bruges af det amerikanske forsvar, og de kan (siger de) skyde de russiske satellitter ned. Men de kan ikke på samme måde blokere for den åbne brug af Galileo. Det står lidt hen i det uvisse om der er fundet en løsning på problemet. Men det er tilladt at tro at amerikanerne nok har en idé om hvad de vil gøre.
Når en GPS-modtager virker kan den faktisk bruge signaler fra alle de mange satellitter: Det kendte Amerikanske GPS, det temmelig ukendte russiske Glonass og altså nu, det europæiske Galileo.
Faktisk er der snart så mange satellitter deroppe at man godt kunne blive lidt betænkelig. I alt anslås det at 6600 satellitter er blevet sendt op og ca. 3600 er stadig i kredsløb. Af dem er lidt over 1000 stadig i funktion.
I 2009 stødte en amerikansk “Iridium”-kommunikationssatellit (og dem er der ca. 66 af i Iridium-systemet) sammen med en gammel russisk militærsatellit. Det skete i det lave kredsløb over Jorden (LEO) – hvor også Den Internationale Rumstation og Hubble-teleskopet befinder sig.
Det sendte chok igennem verdens rumfartagenturer og har helt sikkert været en inspirationskilde til historien i Hollywoodfilmen “Gravity” med Sandra Bullock og George Clooney, hvor begge – altså teleskopet og rumstationen – netop bliver ramt af resterne fra et sammenstød.
En kvik studerende, James Yoder fra Texas, har med data fra det amerikanske forsvar lavet en 3D-visualisering af alle de mange satellitter. Her kan man blandt andet se satellitterne fra GPS (herover), fra Glonas og fra Galileo. Og de nyeste Galileo 11 og 12. Man kan også følge det smukke og komplekse mønster af samtlige rester fra de to satellitter som stødte sammen.
Visualiseringen kan findes her (åbner i nyt vindue)
Social navigation
En lang række af sociale medier har forsøgt at bruge alle disse forholdsvist nemt tilgængelige satellitdata til noget. Det mest kendte er sandsynligvis Foursquare, som bruger ens satellitberegnede position til at tilbyde for eksempel, mad, kaffe og “fun” lige i nærheden (nogle gange lidt længere væk). Men også en datingapp som Tinder kan fortælle om der er nogen spændende dating emner i nærheden med deres “Passport”-koncept.
Den mest betydningsfulde brug af satelitterne er naturligvis til at lave kort og – ikke mindst – at lægge informationer ind på kortene.
Der findes flere store private kortfirmaer på nettet, med Google Maps som det mest kendte. De får eller køber kort fra de satellitfirmaer og tilføjer så informationer lagt ind af brugere med adgang til for eksempel GPS. Kortet herunder er lavet på den måde.
ESAs rumhavn i Kuorou, Fransk Guiana, er lagt ind på et nydeligt kort leveret af kortfirmaet Mapbox.
Mapbox giver mulighed for at redigere i kortene og tilføje alle mulige former for interaktivitet (som er udeladt her). Det er også Mapbox som leverer kort til både Foursquare og Tinder.
Som en modvægt til kommercialiseringen er der opstået en gratis open source kortservice. Den hedder OpenStreet Map.
Her kan alle gå ind og lægge nyttig information på kort over ikke helt så økonomisk spændende steder som man kan pinpointe via først og fremmest GPS.
Open Street Mapping kaldes også for cloud source mapping fordi det principielt er lige meget hvor folk befinder sig. Man tilmelder sig, logger ind på et stort fælles website og tilføjer beskrivelser af hvad man kan se på et kort over et område: veje, huse, skoler, broer og så videre. Selvom man kun bidrager lidt kan de mange små bidrag blive til meget detaljerede og brugbare kort til gavn for det fælles bedste.
Hvordan det rent faktisk virker kan man se i Nepal.
Kathmandu Living Labs er et ungt laboratorium der arbejder med at løse nogle af de mange problemer i Nepal ved hjælp af kort og satellitter. Stifteren af laboratoriet hedder Nama Ras Budhathoki. Nama Budhathoki er nepaleser med en phd og forskerbaggrund fra USA. Hans og laboratoriets speciale er Open Street Mapping.
Laboratoriets metoder blev sat på sin første alvorlige prøve da Nepal og især Katmandu blev ramt af først ét kraftigt jordskælv i april og så et andet i maj sidste år. En katastrofe som landet kun langsomt kom sig over:
Da Kathmandu Living Labs organiserede mapping på Open Street Mapping-systemet skete der noget. De frivillige strømmede til. 9000 frivillige fra hele verden deltog til sidst i kortlægningen af fjorten distrikter uden for Katmandu. “Det var forbløffende at opleve,” fortæller Nama Budhathoki. “Det var første gang i verdenshistorien at så mange mennesker meldte sig frivilligt til at deltage i kortlægningen ved en naturkatastrofe”.
“Det der sker i open mapping”, fortæller Nama Budhathoki, “er at man har nogle gode billeder fra en satellit lagt ud på nettet. Så kan folk på nettet, også i Danmark, hjælpe til med at identificere veje og bygninger, man kan identificere åbne områder og endda de teltlejre som der var mange af efter jordskælvet. Satelitfirmaer gav os gode billeder i høj opløsning og folk over hele verden kunne hjælpe til med at se hvad der var på dem”.
Det er dog ikke alt man kan se udefra.
Der er nogle ting som man er nødt til at være til stede på jorden for at kunne beskrive. Man er nødt til at have lokal viden. Lokale geotrackere som kunne angive positionen for teltlejre og vigtige bygninger og lægge det ind på kortene. Kombinationen af frivillige på nettet og frivillige i nærområderne i Nepal var, fortæller Nama Budhathoki, den perfekte løsning.
Laboratoriet lavede kort af mange slags – både på nettet og i fysisk form – som blev brugt både af den nepalesiske regering og hær og af en lang række af internationale hjælpeorganisationer, specielt FN-organisationer og Canadiske og Amerikanske Disaster Response Teams.
Men den måske mest konkrete erfaring som laboratoriet og Budhathoki har fået, er at produktionen af de livsvigtige kort kan fortsætte under en katastrofe.
Kontorerne blev så skadede af jordskælvet at Budhathoki og resten af laboratoriet måtte flytte ud på en nærliggende parkeringsplads. Der var mange efterskælv. Her arbejdede de i det åbne i flere dage.
Da efterskælvene havde lagt sig og der kom flere og flere frivillige til begyndte man at lede efter en sikker bygning at være i. Først fandt man en tom café og senere, da caféen åbnede igen, fandt man en forladt skole. Budhathoki og hans folk fortsatte med at lave kort til nødhjælpsorganisationerne, under og i dagene efter jordskælvet.
“Vi stoppede ikke en eneste dag”.
Kathmandu Living Labs laver en lang række af projekter med Open Street Mapping. Og man kan læse om dem på laboratoriets website. Her kan man for eksempel finde et link til et helt nyt kort, hvor man har mappet alle skoler og hospitaler i Katmandu.
Kortene er lavet med GPS-satellitter, håndholdte geotrackere og kort fra Mapbox og Google.
En kortlægning som kan betyde forskellen mellem liv og død hvis der skulle komme et nyt jordskælv. Hvilket der desværre temmelig sikkert gør.
© 2016.