Brasilia, 1. januar 2019.

Jeg sidder midt i Brasilia, på noget cement af en eller anden art, ude til højre på den enorme græsplæne, som strækker sig hele vejen fra busstationen ned mellem ministerierne til processionen ved parlamentet.

En lind strøm af Bolsonaro-tilhængere går hastigt forbi mig. De virker spændte og ivrige for at komme til at hylde deres helt. Jeg ved, at de skal igennem to checkpoints og at ingen af dem kommer så meget som i nærheden af manden. Sikkerheden er fuldstændig vandtæt. Hvis man affyrede et riffelskud mod mandens åbne Rolls Royce ville kuglen falde til jorden før den nåede frem.

Iøvrigt er han lige kørt forbi. Jeg kender programmet. Tilhængerne virker temmeligt uvidende om forholdene. De bliver bare ved med at strømme forbi. Man kan købe Bolsonaro-t-shirts oppe ved busstationen. Der er åbenbart fint gang i salget, for de er overalt.

Der er også mange som er i nationalistiske gule t-shirts og ligner fodboldtilhængere, nogle har farvet håret og ansigtet. Andre har viklet det brasilianske flag omkring sig som en kappe, og nogle har en særlig avanceret udgave med en nøgen nyfødt baby i midten. Det er de nationalistiske abortmodstandere.

En præst skrider højtidligt forbi i fuld uniform, og en kvinde i en brun pænt strøget nederdel sidder og hviler sig op ad et træ med en bibel i hænderne, mens hun mumler for sig selv. Mange af mændende er muskeltyper med en lille kvinde på armen.

Jeg prøver at tage nogle billeder, men det et job med indbygget modstand. Jeg forstår grundlæggende ikke de her mennesker. Jeg spørger en af de mange skraldemænd, som konstant samler affald op omkring mig om han stemte på Bolsonaro. Han smiler venligt ja. Chaufføren i taxaen herned svarede det samme.

En lille kvinde med dårlige tænder sælger små blomstrede butterfly til børn og stemte også på Bolsonaro. Jeg spørger hende om hvorfor. Hun siger fordi han er “a gente” – én ligesom os.

En stor fyr med en masse energi råber til mig: Hej, op med humøret! Det er en dag, hvor vi skal være glade og fejre sejren! Jeg smiler anstrengt.

Hvor mange er her egentligt? Det er svært at sige. En kvinde jeg snakker med senere mener ikke, at der var mere 100.000. Medierne siger 115.000. En meget lille tal i det enorme land og i storbyen Brasilia. Nogenlunde hvad der kan stå foran orange scene på Roskilde Festivallen.

Hun hævder også, at der var mange gengangere. Folk gik ud for enden af området og gik tilbage af vejen ved siden af og tog turen igen. En fotograf jeg mødte gjorde lige præcis det. Han skulle op og spise frokost og ville så tage ned igen. I dagene før havde medierne snakket om, at der ville komme en million besøgende. En tiendedel virker ikke som det store.

Bolsonaro er nu inde og tale i kongressen. I deputerkammeret, den store skålfor enden af rækken af ministerier, foran præsident-paladset og Højesteret. Jeg kan se det på en enorm skærm på et højhus oppe ved siden af bus-stationen.

Jeg orker ikke mere og tager hjem.

Jeg har lejet et værelse i Superkvadrant 409. Blok F. I venstre vinge af “Plano Piloto”.

Billede: Superkvadrat 409 er markeret med rødt på “Plano Piloto”, den store flyvemaskine som udgør grundplanen for det centrale Brasilia. Området kaldes Asa Norte, nordvingen, den vinge som vender mod nord. På den anden side af midteraksen ligger Asa Sul, sydvingen. Øverst, i spidsen af flyet, bag ved kongressen, ligger præsidentpaladset og højesteret, direkte over for hinanden.

Min vært er Maria Neuman Lopes de Sales, kabinetchef fra 2004 til 2011 i “Serviço Social da Indústria”. En statslig styrelse der minder om det danske Arbejdstilsyn. Maria er arbejdsløs og klarer dagen og vejen ved at leje værelser ud i sin lille lejlighed.

Hun har en master i offentlig administration og har netop afsluttet en phd i Økologi og Miljøsundhed fra et universitet i Porto i Portugal. En del af et internationalt phd-program som blev sat igang under Dilma Rousseff og lukket af den midlertidige afløser Michel Temer.

Maria mener ikke, at hun har udsigt til arbejde lige foreløbigt. En stor del af administrationen er nemlig blevet udskiftet siden Dilma Rousseff blev afsat, og miljø er bestemt ikke højt på dagsordenen lige nu. Bolsonaro har lagt store dele af miljøministeriet ind under landbrugsministeriet og har lovet gode tider for blandt andre soyaproducenterne, som tripper for at fælde mere regnskov.

Maria er medlem af Arbejderpartiet (PT) og taler varmt om Lula, den tidligere præsident, der var formand for PT. Hun viser et billede sig selv sammen med Lulas nu afdøde kone. Lula selv er i fængsel i byen Curitiba, fængslet for korruption, en anklage hans tilhængere opfatter som fabrikeret af hans modstandere.

Billede: Maria Neuman Lopes de Sales (yderst til højre på fotografiet) ved siden af Lula’s nu afdøde kone, Marisa Letícia Lula da Silva (i midten). Til højre én af de mange bøger om den populære eks-præsident. Bagerst en lille figur af Lula.

Maria sætter mig i kontakt med Laurez Cerqueira, en af hendes venner, der har en aktivistisk blog og arbejder på en dokumentarfilm om valget af Bolsonaro. Jeg tænker, at han måske har et bud på svar på, hvorfor Bolsonaro er blevet valgt.

Laurez Cerqueira som jeg møder i en kombineret boghandel og restaurant i Superkvadrant 406 er en uhyre venlig mand på 63 år, med en farverig blomstret skjorte og et langt livs erfaring med brasiliansk politik. Han siger, at jeg skal kalde ham Laurez og fortæller stolt, hvordan han har skrevet taler for Dilma Rousseff, og at han har været medlem af Arbejderpartiet, så længe han kan huske.

Han er ganske rigtig igang med en dokumentarfilm, men er løbet tør for penge. Nu sidder han og arbejder på en biografi om Florestan Fernandes, en brasiliansk sociolog der, siger han, var en af de mest betydningsfulde kritiske tænkere i Brasilien i nyere tid. Fernandes udgav omkring 40 bøger om det brasilianske samfund og var medlem af kongressen for Arbejderpartiet.

Da jeg spørger om hvordan Bolsonaro kunne blive valgt svarer han bramfrit:

-Det er en gentagelse af valget i 1965! Dengang var det amerikanske interesser, CIA, som påvirkede den politiske proces i Brasilien. Det er det samme i dag!

Amerikanerne har arbejdet sammen med det som Laurez kalder “en maskine”, en koalition af de store selskaber, medierne, bankerne, den evangeliske kirke og militæret.

Jeg spørger, hvad det mere præcist betyder. Han henviser til en artikel i tidsskriftet “The Intercept”. The Intercept blev oprindelig skabt i 2014 til at publicere Edward Snowdens berømte afsløringer om NSA. Idag kan man her finde et meget omfattende arkiv af dokumenter fra Snowden passende kaldet “Snowden arkivet”. Men man kan også finde andre meget kritiske artikler om USAs virke rundt omkring i verden.

Det er én af disse artikler skrevet af en journalist ved navn Lee Fang som Laurez henviser til, den er publiceret 6. august 2017. Lee Fang beskriver her, hvordan udviklingen i Brasilien i mange år er blevet kraftigt påvirket af et højreorienteret og neoliberalistisk netværk kaldet “Atlas netværket” – opkaldt efter den højreorienterede tænker Ayn Rands roman “Atlas Shrugged – på dansk “Verden skælvede”. (En bog som man i parentes bemærket kunne få tilsendt gratis af Saxo bank for nogle år siden).

Atlas-netværkets erklærede mål var og er, at få implementer en højreorienteret, neoliberal økonomisk politik så mange steder i verden som muligt. Netvæket bestod ifølge Fang i 2016 af 450 tænketanke verden over og uddelte 5 millioner dollars det år.

Ifølge “The Intercept” er Atlas-netværket idag effektivt knobskudt til Brasilien, så man nu kan finde en lang række højreradikale tænketanke som aktivt arbejder sammen for at udbrede de neoliberale idéer. Det handler om privatiseringer, mindre skat til de rigeste og modarbejdelse af fagforeningerne.

Idéer i traditionen fra økonomerne Friedrich Hayek og Milton Friedman med referencer tilbage til Ronald Reagan og Margareth Thatcher. Netværket har sit hovedkvarter i Washington og betaler for uddannelsen af kernemedarbejdere på kurser i USA og udgifterne ved aktiviteterne.

– De træner unge liberitanere i land efter land. De flyver dem til USA, de tilbyde træningseminarer, de lærer dem om fundraising de lærer dem om at lede politisk og de tilbyder startfinansiering, siger Fang i en podcast, der kan høres på the Intercept.

En række private amerikanske donorer betaler regningen. Blandt andet de efterhånden berømte og berygtede Kock-brødre. Og Fang hævder, at også den amerikanske regering støtter med penge.

De neoliberale idéer har nu traditionelt ikke været særligt populære i Brasilien. Fagforeningerne er stærke og de fleste er på vagt overfor privatiseringer, for eksempel af det national olieselskab “Petrobras”, eller af de offentlig ejede banker som for eksempel “Banco de Brasil”. Der er en udbredt mistillid til politikere, som man ofte opfatter som egoistiske og korrupte, men samtidigt er der en modsætningfuld tillid til at systemet kan tage sig af områder som for eksempel sundhed og uddannelse. Begge dele er gratis i Brasilien og på et generelt godt niveau.

Et omfattende og forvirrende system af pensioner, der er et meget bredt begreb i Brasilien, gør også at mange drager fordel af en støtte fra staten. Mange er også glade for, at det er svært at blive fyret, og svært at blive det uden at få en kompensation.

De neoliberale idéer er derfor ikke så udbredte som man kunne tro.

Sydamerikanske neoliberalister som den argentisk-amerikanske Alejandro Chafuen, der ledede Atlas-netværket fra 1991 indtil slutningen af 2017, har derfor stået bag oprettelsen af 13 nye brasilianske tænketanke, der blandt andet har været med til at organisere unge aktivister på en måde, som minder om de kraftigt ekspanderende portestantiske evangeliske kirker: En stor mængde små hyperaktive trosgrupper som konstant har arbejdet for udbredelsen af de neoliberale idéer. Ikke mindst på de sociale medier, herunder særligt WhatsApp, som er utroligt populært i Brasilien.

WhatsApp er ejet af Facebook, og der en udbredt mistanke om at data fra folks whatapp-profiler er blevet anvendt i big data-analyser, som man så det under valgkampen i USA.

Fang beskriver, hvordan tænketankene og de politiske ungdomsorganisationer fik hundrede tusinder, og i nogle tilfælde millioner af mennesker til at gå på gaden og protestere mod Dilma. Der var tale en koordineret indsats for at få Dilma afsat og få at få skabt vrede mod Arbejderpartiet. På TV, i aviserne og på youtube blev der konstant fokuseret på hvor korrupt politikerne var, og hvor dårlig økonomien var, og at det udelukkende var Arbejderpartiets fejl.

Meget af dette arbejde blev samlet under bevægelsen MBL, Movimento Brasil Livre, Bevægelsen for et frit Brasilien.

Ifølge Fang er det reelt lykkedes for Atalas-netværket og tænketankene at støtte udviklingen en slags ny politisk infrastruktur med nye strategier og handleplaner, en struktur som stod klar da muligheden bød sig: Økonomien var dårlig, boligpriserne faldt, inflationen steg, arbejdsløsheden steg og en meget stor mængde af de siddende politkkere var involveret i korruptionsskandaler.

Da legitimiteten af den siddende regering eroderede slog man til.

Årsagen til systemskiftet i Brasilien skal altså findes i mødet mellem den politiske og økonomiske udvikling og en succesrig langsigtet strategi orkestreret af et netværk af højreliberale tænketanke. Solidt støttet af Atlas-netværket i USA.

Laurez Cerqueira er en kraftig tilhænger af denne (noget konspiratoriske) forklaring. Han mener, at Bolsonaro på mange måder blot er en opportunist. Han greb bare muligheden, da den var der. Og nu sidder han som en kransekagefigur på toppen af det hele. En dukke der følger planer lagt andre steder.

Mens Laurez Cerqueira uddyber sine tanker ved et bord i den hyggelige restaurant, kommer en jovial mand hen og giver hånd. Det er ejeren, Euro Cesar de Oliveira. Han er oprindeligt fra USA og taler glimrende engelsk. Jeg spørger om han stemte på Bolsonaro, nej, siger han grinende og kigger over på Laurez, manden er tosset!

Jeg kan ikke lade være med tænke på, at Bolsonaro har erklæret en neoliberal kurs, har hyret en Chicago-økonom og lige har sænket minimumslønnen via et af sine første dekreter. Og på at Euros restaurant vrimler med ansatte.

– Euro er den eneste som jeg kender der har kørt på motorcykel fra New York til Brasilia, fortæller Laurez.

– ja, ja, siger Euro godmodigt, det er lang tid siden.

Han lægger et enormt nøgleknippel på bordet.

– Er det nøglerne til restauranten? spørger jeg,

-ja, sigen han.

– Det er en masse nøgler, siger jeg.

-Euro ejer hele bygningen, skyder Laurez ind, også boghandlen.

-Er det rigtigt? spørger jeg.

– Ja, ja griner han, – jeg skal låse alle dørene hver aften, det tager en fandens tid.

Jeg overtaler Laurez til at få taget nogle billeder inde i boghandlen, hvor der er lys. Vi ender i Euros boghandel omgivet at T-shirts og lærredsposer med aktivist-logoer, knyttede næver og sorte kvinder med mikrofonhår. Det er åbenbart noget, der kan sælges i Asa Norte.

Så forlader vi restauranten og beslutter at drikke en øl på en bar i nærheden. Her støder vi ind i en af Laurez’ venner, Fabio Koleski. Fabio arbejdede for

Lula, fortæller Laurez, og skrev nogle af hans tekster og endda nogle taler. Han arbejder nu i et mere almindeligt job i den offentlige administration.

– Savner du ikke det politiske arbejde?spørger jeg. – Nej siger Fabio hurtigt, det gør jeg virkelig ikke!.

En DJ spiller brasiliansk musik fra en pult. Laurez brillerer med at kunne placere alle numrene i kunstner, genre og præcist årstal. Han har to voksne børn og har lige fået det første barnebarn. Fabio er 42 og har to tvillingedøtre på 16. Han spiller tromme i et lokalt sambaband. Jeg spørger dem, om der er noget, der direkte bekymrer dem som enkeltpersoner i Brasilia, nu når Bolsonaro så er kommet til magten. De svarer samstemmende, at de er meget bekymrede for deres personlige sikkerhed.

– Her i Asa Norte spørger jeg overrasket? Stedet minder mest om Østerbro, blot med flere arkitekttegnede boligblokke og flere skyggegivende træer.

– Ja, siger de.

Det hele er kraftigt overvåget af politiet, ikke mindst civile betjente og de er ret sikre på, at noget kan ske.

– Hvad?, spørger jeg.

– Overfald, svarer de.

De mener begge, at det er noget som vil komme. Det er faktisk noget de forventer.

Jeg har selv oplevet hvordan to politibiler dukkede op ud af det blå, da en noget forhutlet fyr stillede sig om med et hjemmelavet diskotek ved en anden café i Superkvadrant 408. Og hvordan fire tunge betjente pressede fyren væk, mens en civilklædt betjent passivt observerede. Det virkede meget effektivt. Og noget overdrevet. Som en markering. Jeg tænkte, at nogen måtte have ringet efter dem, men måske havde effektiviteten også noget at gøre med de mange overvågningskameraer som hænger alle steder?

Jeg spørger om det er tilfældet? De to mænd nikker samstemmigt.

Laurez Cerqueira bor også i superkvadrant 409, så vi følges hjem. Han elsker Brasilia og fortæller om folkene bag det visionære design, ikke mindst arkitekterne Luis Costa og Oscar Niemeyer. Han peger på nogle af de mange smukke modernistiske bygninger og fortæller om hvordan hver blok var tænkt til, at skulle have børnehaver, vaskerier, fodboldbaner, parkeringpladser, butikker og så videre. Et sted hvor folk kunne leve. Idag hvor området har fået patina er her faktisk virkeligt hyggeligt og monotonien, som superblokkene kunne indikere er helt faldet væk. Børn leger på de store åbne legepladser, folk jogger og lufter hunde.

Jeg siger farvel til Laurez og går hen til blok F, hvor jeg bor. Alt er roligt, elegant og trygt.

Set fra Asa Norte i venstre vinge ligner Brasilia mest af af alt en grånet og venlig Bauhaus-drøm.

Jeg har læst at Brasilia har et stort antal mord og at kriminaliteten er stigende. Men det må være uden for “Plano Piloto”.

Langt, langt nede under halen på flyvemaskinen.

Helt uden for kortet.